Danske aviser - Danmark
❤️ Click here: Danske hvite sider
På nyere Amazoner 1962 - 1970 vil det være optisk mest riktig med en smalere hvit kant med sort gummi på begge sider. Alle tre overlevde fallet på over 15 meter. Televerket Both 1986 Sogn og Fjordane, Møre og Romsdal Telefonkatalog-8.
Telegrafstyret Both 1961 Rogaland Rikstelefonkatalogen del 6. Televerket Both 1973 Oslo og Omland Telefonkatalogen del 1A.
Danske aviser - Danmark - Telegrafstyret Both 1963 Bergen og Hordaland Rikstelefonkatalogen del 7. Televerket Both 1975 Oslo og Omland Telefonkatalogen del 1A.
Som ung værnepligtig var Stig Svensson frivillig chauffør på en af de hvide busser ikke den i billedet. De hvide busser er betegnelsen på en redningsaktion, som under ledelse af den greve i slutfasen af hentede danske og fanger, der befandt sig i hjem i busser. De var malet hvide med røde kors på tag, sider, front og bag, så de ikke blev forvekslet med køretøjer. Efter den tyske kapitulation blev yderligere ca. De skandinaviske fanger havde førsteprioritet i redningsaktionen, men også svenske kvinder og børn, der boede i Tyskland, skulle hentes hjem. Hvis muligheden bød sig, kom folk af andre nationalitet også med. Aktionen blev en stor humanitær succes, og mange liv blev reddet. Aktionen er kritiseret for, at den for ensidigt gik efter at redde de skandinaviske fanger, samt for de transporter den udførte for det tyske. Den blev Danmark og Norge invaderet af tyske tropper, og i juni samme år blev den første norske fangelejr, , oprettet ved. I takt med at modstanden mod tiltog i Norge, steg antallet af arresterede. I begyndelsen blev de interneret i Norge, men hurtigt blev tusindvis af nordmænd ført til fangelejre og fængsler i Tyskland. De første i efteråret 1940. I Danmark tog massearrestationer og deporteringer først for alvor fart som følge af den tiltagende og modstand mod efter tilbagetræden den. De skandinaviske fanger i Tyskland var inddelt i forskellige kategorier. Der var fra civilt internerede, der boede privat og havde en vis bevægelsesfrihed, til -fangerne, også bare kaldet NN-fangerne, der var skulle arbejde sig ihjel. Efterhånden som antallet af skandinaviske fanger i Tyskland tiltog, blev der organiseret hjælpearbejder. Han fik også kontakt med og , der sammen med deres familier var civilt interneret på godset Gross Kreutz, der tilhørte Johan Bernhard Hjorts fætter. Sammen med andre skandinaver udarbejdede de omfattende lister over de skandinaviske fanger og deres opholdssteder. Listerne blev sendt til Sverige og til den norske eksilregering i via den svenske i. I var den norske specielt beskæftiget med de skandinaviske fangers skæbne. Ved årsskiftet -1945 var der ca. I Danmark havde længe arbejdet med hemmelige planer for et , der skulle redde danske og norske fanger ud fra lejrene. Carl Hammerich havde kontakt med både de norske sømandspræster i Hamborg, kredsen ved Gross Kreutz og med Niels Christian Ditleff i Stockholm. I løbet af 1944 udførte danskerne et omfattende planlægningsarbejde: Fangerne blev registreret, transportresurser opgjort og forplejning og for fangerne blev planlagt ved ankomsten til Danmark. Carl Hammerich besøgte Stockholm i februar, april og juli 1944, hvor han diskuterede planerne med Christian Ditleff. I 1945 var der ca. Efterhånden som styrker i 1944 nærmede sig Tyskland, blev der fra de Allieredes hovedkvarter, , truffet en afgørelse vedrørende fangerne. I den norske eksilregering havde den udarbejdet et herom. Fangerne skulle stay put — altså blive hvor de var, indtil de Allierede kunne befri dem. Gross Kreutz-kredsen fik nys om beslutningen måneden efter og reagerede straks. Johan Bernhard Hjort skrev en rapport, som stærkt frarådede denne beslutning. Han argumenterede for, at fangerne risikerede at blive likvideret og skulle reddes ud af Tyskland, inden de Allierede havde kontrol over landet. Han fortsatte: Det henstilles derfor inntrengende til overveielse for de norske myndigheter; om ikke den svenske regjering kan formås til å intervenere til fordel for iallfall de norske og danske sivilfanger i Tyskland, inklusive dem i fengsler og tukthuser, med det for øyet at fangene føres til Sverige og eventuelt forblir der til krigens slutt. Folke Bernadotte - var leder af aktionen, der hentede ca. I Johan Bernhard Hjorts rapport nævnes første gang en mulig svensk deltagelse i redningsaktionen. Forslaget blev først køligt modtaget. Man anså aktionen for at være en ren norsk opgave, og man var ikke umiddelbart indstillet på at give svenskerne mulighed for at markere sig, nu hvor krigen nærmede sig sin afslutning. Christian Ditleff nægtede at følge retningslinjerne fra den norske eksilregering i London og fortsatte med at bearbejde svenskerne og det svenske udenrigsministerium for at få dem med i aktionen. Christian Ditleff drøftede i september spørgsmålet om evakueringen med den svenske greve Folke Bernadotte, som straks var med på ideen. Den ændrede den norske eksilregering holdning og gav den norske ambassade i Stockholm grønt lys til at diskutere en svensk aktion til fordel for de skandinaviske fanger. Mens Christian Ditleff arbejdede på at påvirke eksilregeringen, fik danskerne tilladelse af tyskerne til at hente et antal danske fanger. De første var internerede i Buchenwald. Den første af disse transporter fandt sted den. Indtil slutningen af februar måned 1945 hentedes med egne køretøjer 341 fanger, hvoraf de fleste var syge. Disse transporter gav danskerne værdifuld erfaring, som senere skulle komme de hvide busser til gode. Sverige var som det eneste nordiske land under 2. Indtil tyskernes nederlag ved havde Sverige til en vis grad været imødekommende over for Tyskland. Efter Stalingrad ændrede Sverige politik og nærmede sig de Allierede. Heinrich Himmler og hans fortrolige medarbejder havde indset, at Tyskland ville tabe krigen, og overvejede at indgå en separatfred med vestmagterne. Ved disse forhandlinger kunne Sverige være en nyttig formidler af de tyske forslag. Med hjælp fra Felix Kersten fik det svenske udenrigsministerium i december udleveret 50 norske studenter, 50 danske politibetjente og tre svenskere. Betingelsen for frigivelsen var, at det ikke måtte give anledning til medieomtale. Hvis fik nys om frigivelsen, ville yderligere frigivelser ikke være mulige. Den 1945 overbragte Christian Ditleff et nyt P. Det var udformet som en officiel norsk anmodning. Sverige blev bedt om at sende en Røde Kors-delegation til Berlin for at forhandle om de skandinaviske fanger med henblik på at sende en svensk hjælpeekspedition. Den svenske udenrigsminister var positivt indstillet over for anmodningen, og den svenske regering gav tilladelse til, at Folke Bernadotte som næstformand for det svenske Røde Kors skulle: söka utverka i Tyskland internerade norrmäns och danskars sändande til Sverige eller Danmark Folke Bernadotte fløj til Berlin den og forhandlede med en række højtstående tyske ledere. Det var udenrigsminister , SS-Obergruppenführer , chef for Udlandsafdelingen af Walter Schellenberg samt Reichsführer-SS Heinrich Himmler. Som Adolf Hitlers stedfortræder og næstvigtigste person var Heinrich Himmler til at begynde med ikke meget for ideen. De frigivne fanger kunne jo uddannes til politibetjente, som det neutrale Sverige allerede havde gjort med andre nordmænd og danskere. Folke Bernadotte fremlagde derfor sit andet forslag. Fangerne kunne samles i en lejr, så det svenske Røde Kors kunne sikre dem. Folke Bernadotte anslog overfor Heinrich Himmler, at der var tale om ca. Heinrich Himmler mente ikke, det drejede sig om mere end 2-3. Ved et nyt møde med Walter Schellenberg den fik Folke Bernadotte oplyst, at Heinrich Himmler havde accepteret forslaget om at samle de skandinaviske fanger i én lejr. Under sit besøg i Berlin havde Folke Bernadotte også flere møder med Didrik Arup Seip, Conrad Vogt-Svendsen, og fra Gross Kreutz. Det forslag, Heinrich Himmler havde accepteret, var udarbejdet af Bjørn Heger. Udgangspunktet for aktionen var den planlægning og den indsamling af informationer, som var foregået gennem flere år fra dansk og norsk side. Det svenske Røde Kors kontaktede den svenske , der straks stillede transportkapacitet til rådighed. Resten var frivillige fra de svenske forsyningstropper T1, T3 og T4. Lederen var i egenskab af inspektør for de svenske forsyningstropper. Senere tilkom også fartøjet Magdalene. Begge skibe kom fra det svenske rederi Salén og tog fanger med, da de returnerede til Sverige. Styrken blev opdelt i tre transportkolonner, hver med 12 busser, en lastbilkolonne med 12 lastbiler samt en forsyningskolonne. Styrkens transportkapacitet var 1. Busserne kørte på en blanding af 50 % og 50 %. De kunne hver medbringe otte bårer til syge eller have plads til 30 passagerer. Brændstofforbruget var fem liter pr. Hver bus havde to chauffører, der kørte på skift. For ikke at få omtale i nyhedsmedierne sendte Statens Informationsstyrelse i Sverige såkaldte grå sedler til avisredaktionerne med en henstilling om ikke at nævne ekspeditionen. Den danske ambassadør i Stockholm havde den tilbudt en større styrke på 40 busser, 30 lastbiler, 18 ambulancer og andre køretøjer. Af hensyn til tyskerne skulle ekspeditionen være svensk. Den afgik den første del af ekspeditionen fra i Sverige og sejlede fra til. Af sikkerhedsgrunde var den danske på forhånd informeret. Men der var ingen problemer. Den svenske Røde Kors-ekspedition blev særdeles godt modtaget. Den var man fremme ved hovedkvarteret, slottet , der lå ca. Det var tæt på Danmark og ikke langt fra koncentrationslejren , hvor fangerne skulle samles. Friedrichsruh tilhørte , der var svensk gift og en bekendt af Folke Bernadotte. Ekspeditionens ledelse blev indkvarteret på slottet og på en nærliggende kro. Det øvrige mandskab etablerede en teltlejr i slotsparken. Nogle af de tyske gestapofolk, der fulgte med busserne. Ekspeditionen havde tyske forbindelsesofficerer. Den mest prominente var Heinrich Himmlers informationsofficer,. I alt var der ca. Tyskerne krævede, at der skulle være en tysker i hvert andet køretøj. De hvide busser var totalt afhængige af at samarbejde med tyskerne. Landet var en , og med folk fra Gestapo og SS i busserne kunne de komme frem overalt. Folke Bernadotte havde lovet Walter Schellenberg, at han ville forsøge at ankomme med kolonnen til den , men den blev forsinket en uge. Hovedårsagen til forsinkelsen var problemer med at få garantier fra de Allierede, så ekspeditionen ikke blev angrebet. De Allierede havde nu totalt herredømme i luftrummet over Tyskland og angreb hensynsløst trafik på de tyske veje. De hvide busser skulle hovedsageligt bevæge sig i de områder, der kontrolleredes af britiske fly. Den meddelte den britiske regering det svenske udenrigsministerium, at den var indforstået med ekspeditionen. Nogen garanti mod angreb kunne den dog ikke give — den svenske kolonne bevægede sig på eget ansvar ind i Tyskland. Den landede Folke Bernadotte i Berlin og fortsatte sine forhandlinger for at sikre transporten af de skandinaviske fanger. Heinrich Himmlers massør Felix Kersten var allerede ankommet til Berlin fra Stockholm, og det svenske udenrigsministerium instruerede sin ambassadør i Berlin om, at han skulle bistå Felix Kersten med at påvirke Heinrich Himmler. Sideløbende hermed forsøgte danske repræsentanter anført af den danske ambassadør i Berlin at få frigivet flere danske fanger. Målene for de danske og de svenske forhandlinger var forskellige. Svenskerne forhandlede med Heinrich Himmler og Walter Schellenberg og koncentrerede sig om at få samlet fangerne i Neuengamme, mens danskerne forhandlede med og ønskede danske fanger frigivet, alternativt interneret i Danmark. Fra den fik danskerne tilladelse til tre transporter. Frem til den blev sammenlagt 262 fanger af forskellig nationalitet hentet til Danmark med danske køretøjer. Herefter blev der et ophold i de danske transporter, og svenskerne tog over for en tid. I Friedrichsruh blev ekspeditionen opdelt i to grupper. Den første gruppe skulle transportere fanger fra koncentrationslejren ved nord for Berlin til Neuengamme. Transporten blev påbegyndt den. De berättade att de livsmedelspaket som de fått från Norge och Danmark hade hållit dem uppe, och på sista tiden hade behandlingen blivit märkbart bättre. De var alla rörande tacksamma och glada. Jag tror att alla vi som har haft förmånen att få hjälpa dessa stackars människor i Tyskland fått erfara en så överväldigande tacksamhet att det räcker för vårt återstående liv. Efterhånden som fangerne blev hentet i Sachsenhausen, blev de krydstjekket med listen fra Gross Kreutz, så ingen blev glemt. Den anden gruppe, der bestod af trop to og tre, fik ansvaret for at hente fanger fra Sydtyskland. Det drejede sig om fanger fra , der lå nord for , Schönberg ca. Afstandene for denne gruppe var længere. Til München alene var der godt 800 km, og transporterne blev forsinkede, da de måtte vente på brændstof. Den første af disse kolonner startede den. Der var 35 køretøjer under ledelse af oberst Gottfrid Björck, og de returnerede til Neuengamme den. Tilbageturen var vanskelig, da de fleste fanger var i en meget dårlig helbredstilstand. Den svenske sygeplejerske fortæller: Jag har aldrig under min tolvåriga sjukvårdstid tillsammans sett så mycket elände som här på en enda gång. Ben, ryggar, och nackar fulla av karbunklar da. Jag räknade till omkring tjugo på en enda fånge - och han klagade ända inte. Ved denne første transport blev 559 fanger hentet, mens 67 svært syge fanger måtte efterlades. Et stort problem under transporterne var fangernes kroniske. Dette blev afhjulpet af, at danskerne kunne levere , som de havde god erfaring med fra egne transporter. I Neuengamme samledes stadig flere fanger, og det trak ud med frigivelsen af de skandinaviske fanger, som Folke Bernadotte havde fået lovning på af Heinrich Himmler. Det svenske sygepersonale fik heller ikke umiddelbart adgang til lejren. I den første tid af transporterne måtte busserne ikke køre ind i lejren. Fangerne måtte selv marchere det sidste stykke, da tyskerne ikke ønskede, at svenskerne så lejren indefra. Allerede i begyndelsen af februar var en lille Røde Kors-kolonne under ledelse af kaptajn Hultgren ankommet til Berlin med seks mand, to busser og en personbil. Formålet var at hente svenskfødte kvinder, der var gift med tyskere, men som på grund af Tysklands snarlige sammenbrud ønskede at komme væk. Disse transporter begyndte den , og frem til den ankom godt 1. Lejren i Neuengamme var fyldt, og for at få plads til de skandinaviske fanger krævede SS, at fanger derfra blev flyttet til andre lejre. SS-lejrchefen i Neuengamme havde ikke selv transportmuligheder til dette og forlangte, at de hvide busser påtog sig at transportere fanger fra andre lande ud af lejren for at gøre plads til de nyankomne skandinaver i bygningen Schonungsblock. Disse fanger var svært medtagne, da Schonungsblock var en barak beregnet for uarbejdsdygtige, syge og døende fanger. Allerede under transporten døde mellem 50 og 100 fanger, og mange flere døde som følge af de dårlige forhold i de lejre, de kom til eller i forbindelse med nye transporter for at undgå de fremrykkende allierede soldater. De fleste af fangetransporterne for SS fandt sted - fra Neuengamme til underlejre i , og til. Den svenske løjtnant skrev: Vi fick nu se hur tyskarna behandlade sina internerade i allmänhet, fransmän, belgare, holländare, polacker och ryssar. Det var något fruktansvärt. Denna gång måste tyskarna låta oss köra in i det egentliga lägret, då flertalet av passagerarna inte kunde gå det obetydliga stycket från barackerna till landsvägen. Från dessa baracker föstes, knuffades och leddes ut en samling varelser, som knappast längre verkade mänskliga Den sidste transport for SS fandt sted så sent som den med ca. Tyskerne sagde, de skulle sendes hjem via. Fangerne skulle efter planen køres til koncentrationslejren i , hvor de angiveligt skulle hentes af det schweiziske Røde Kors. Udleveringen til Schweiz viste sig at være en løgn. Lejren var fyldt, så fangerne blev ført til , hvor de hvide busser skulle hente 400 danske jøder. Transporter den og fra lejrene , og ved hentede danske politifolk og flere nordmænd — i alt 1. De danske politifolk blev af to danske kolonner kørt videre til Danmark -. Den fik det svenske Røde Kors endelig adgang til Neuengamme og kunne komme ind med medikamenter, tæpper, sanitære artikler og mad. En skandinavisk afdeling blev etableret, og forholdene for de skandinaviske fanger blev så gode, at fanger fra andre nationer fik en negativ indstilling til dem. Folke Bernadotte ankom til Berlin fra Stockholm den med henblik på nye forhandlinger. Han skulle lægge pres på Heinrich Himmler for at få tilladelse til at overføre de skandinaviske fanger fra Neuengamme til Sverige og for at få adgang til hele lejren — og skulle muligheden byde sig også tage fanger med til Sverige. Den besøgte Folke Bernadotte første gang Neuengamme. De kom listende i Bernadottes fodspor, pludselig imødekommende, tjenstvillige og medgørlige indtil krybende sleskhed, den typiske sleskhed, som var så karakteristisk for herrefolkets bødler, da det omsider gik op for dem, at deres dage var talte. I begyndelsen af april var de fleste skandinaviske fanger samlet i Neuengamme. Men operationen trak ud. Oberst Gottfrid Björck rejste tilbage til Sverige, og ny chef for kolonnen blev major. En del af personalet rejste også, men løftet om en fordobling af dagslønnen medførte, at lidt under halvdelen af personalet, godt 130 mand, blev. Den drog en ny kolonne mod Sydtyskland. De sidste fanger fra Mauthausen og Dachau skulle hentes. En bus med den norske læge Bjørn Heger skulle opsøge 30 fanger, man i Gross Kreutz mente opholdt sig i området omkring. Vid sidan av Autobahn låg mängder av sönderskjutna bilar och svårt skadade människor fanns också där. På en del ställen där kaos rådde kunde vi inte bara köra förbi med vår Vita Buss med rödakorsmärke på, utan vi fick stanna och hjälpa till med den första hjälpen. I en del fall var skadorna enorma. I underlejren blev 16 af de 30 fundet i live, resten var døde. Blandt de overlevende, der alle var alvorligt svækkede, var og. I alt redede denne kolonne 75 fanger. Det var 16 fra , 16 kvindelige Nacht und Nebel-fanger fra Mauthausen og 43 alvorligt syge mænd fra Dachau. Den rejste godt halvdelen af det svenske personel hjem og blev erstattet af danskere. De blev accepteret af tyskerne og det svenske udenrigsministerium. Danskerne tilførte aktionen 33 busser, 14 ambulancer, syv lastbiler og fire personbiler. Lederen for danskerne var fra det danske udenrigsministerium. De danske køretøjer var også hvidmalede, men havde det danske flag, , i stedet for det røde kors. Fanger, der blev holdt i regulære fængsler og tugthuse, var en kategori for sig selv. Ekspeditionen fik først tilladelse til at hente dem i april måned. I alt blev 211 tugthusfanger hentet fra 20 steder, bl. På vej tilbage til Neuengamme den blev der første gang set et tysk køretøj, der var malet som de hvide busser med Røde Kors-markeringer. Den blev 524 tugthusfanger hentet fra. De danske jøder, der ikke undgik at blive arresteret af tyskerne, var blevet deporteret til ved byen i. Det tog nogen tid, inden tyskerne gav grønt lys for de hvide busser, men det hastede, da de Allierede fronter nærmede sig. Det lykkedes til sidst for den tyske forbindelsesofficer Rennau at få Gestapos tilladelse, og den startede en kolonne under kaptajn Folke med 23 svenske busser, tolv svenske biler, tre motorcykler og et antal danske ambulancer med danske læger og sygeplejersker. Situationen i Tyskland var kritisk, og de svenske chauffører fik besked om, at rejsen var meget risikabel. I sidste øjeblik forsøgte det svenske udenrigsministerium at stoppe afrejsen, da det havde fået oplysninger om at sovjetiske styrker havde blokeret vejen, men kolonnen tog af sted. Med sig fra Neuengamme havde busserne 450 franske fanger, som ifølge SS skulle til Schweiz via lejren. Det viste sig at, at fangerne i stedet blev sendt videre til Theresienstadt. Den blev 423 skandinaviske jøder hentet og kunne begynde den farlige rejse tilbage til Danmark. Undervejs passerede de , der netop var blevet jævnet med jorden af de Allierede, og havde et nattestop ved , der blev bombet samme nat. Kolonnen nåede uskadt frem til den. Dagen efter blev de sendt videre med færge til Malmø. Det første angreb på de hvide busser skete den. Den danske lejr ved Friedrichsruh blev angrebet af allierede jagerfly, og fire chauffører og en sygeplejerske blev lettere såret, mens ti biler blev ødelagt. De næste dage skete lignende angreb fra luften, og flere blev dræbt eller såret. Folke Bernadotte havde nu efter nye forhandlinger fået grønt lys for evakuering af alvorligt syge fanger. Den første transport fandt sted den fra Neuengamme med 12 svenske busser og 8 danske ambulancer. Her fik fangerne yderligere hvile og behandling, inden de med danske busser og tog blev fragtet gennem Danmark til København og herfra med færge til Malmø. Frem til den blev 1. To dage efter, den , blev resten af de skandinaviske fanger evakueret fra Neuengamme. Den om aftenen blev evakueringen af de skandinaviske fanger fra Neuengamme diskuteret på et møde på Friedrichsruh. Deltagerne var Folke Bernadotte, Sven Frykmann og Arvid Richert fra svensk side. Fra tysk deltog Rennau og fra dansk Frants Hvass og Holm. Situationen var ved at blive akut, og de svenske og danske køretøjer i Freidrichsruh havde ikke kapacitet til at evakuere alle fanger hurtigt nok. Danskerne tilbød at stille med ekstra køretøjer fra Jyllandskorpset, og det blev accepteret. I alt blev 4. Efter nogle dages ophold i Danmark blev fangerne sejlet med færge til Malmø i Sverige. Den blev oprettet i til kvindelige fanger. Folke Bernadotte havde imidlertid af Heinrich Himmler fået tilladelse til at hente alle syge fanger, så den kørte en kolonne med 15 danske ambulancer under ledelse af kaptajn Arnoldson fra Friedrichsruh for at hente flere syge kvinder i Ravensbrück. Kvindelige fanger i Ravensbrück. Det hvide kryds på ryggen viste, at de var fanger. Ved ankomsten til lejren var alt kaos. Lejren skulle evakueres, og Arnoldson fik besked på, at han kunne tage alle franske, belgiske, nederlandske og polske kvinder med. I alt drejede det sig om 15. Arnoldson sagde ja, skønt det var mere end tre gange så mange, som de hvide busser hidtil havde reddet. Ambulancerne hentede 112 syge kvinder, og ved ankomsten til Lübeck meddelte Arnoldson til Folke Bernadotte, at der var behov for yderligere transportkapacitet. Arnoldson blev lovet, at alle disponible resurser ville blive indsat. To nye kolonner kom til Ravensbrück. Den ene afgik den med 786 kvinder, de fleste franske, og kørte direkte til Padborg. Den anden af kolonnerne ankom til Ravensbrück den og hentede 360 franske kvinder. Situationen i Tyskland blev stadig mere besværlig, og transporterne blev nu jævnligt beskudt, mens fronterne hurtigt nærmede sig. I lejren blev 706 franske, belgiske, nederlandske og polske kvinder taget med af danske ambulancer og lastbiler fra det internationale Røde Kors. Denne kolonne blev på hjemvejen angrebet af allierede jagerfly. Mindst 11 blev dræbt straks og 26 blev sårede. Det endelige antal dræbte blev opgjort til 25. Den sidste kolonne blev ledet af løjtnant Svenson og havde 934 kvinder i sine 20 busser. De fleste var fra Polen, men der var også franske, amerikanske og engelske kvinder imellem. Kolonnen blev under et nattestop beskudt af jagerfly, men ingen blev såret, og man ankom til Padborg den. Dette blev den sidste transport, inden Tyskland kapitulerede. Svenskerne havde imidlertid fået disposition over et tog med 50 godsvogne. Den afgik toget fra Ravensbrück med 80 fanger i hver vogn og ankom til Lübeck den. Efter at have fået forplejning fortsatte toget videre mod Danmark. I løbet af nogle få dage blev i alt ca. Ankarcrona førte den en kolonne fra det internationale Røde Kors til lejren. Kolonnen blev passeret af fremrykkende sovjetiske styrker og fandt 200 kvinder, der var tvunget ud på march. Kolonnen vendte tilbage til med kvinderne. Den tyske gestapomand Franz Göring organiserede en togtransport fra med 2. Det var 960 jødiske kvinder, 790 polske og 250 franske. Dette tog ankom til den. Denne transport er ikke medregnet i den svenske Røde Kors-oversigt over de personer, det reddede, men det forekommer alligevel relevant at nævne denne transport i sammenhæng med de hvide busser. Den afsejlede de to svenske skibe fra Lübeck med fanger, der var tvunget ud på march fra Neuengamme. Magdalena havde 233 med, og Lillie Matthiessen havde 225. Denne transport var organiseret af den svenske læge Hans Arnoldsson med hjælp fra Bjørn Heger. Den kunne kvinderne fortsætte med færgen fra København til Malmø. De måtte imidlertid efterlade ca. Disse tre skibe blev den blev bombet og sænket af det britiske RAF i. I Danmark var den store modtagelsesstation i grænsebyen Padborg. Her fik fangerne forplejning og lægehjælp inden den videre transport til København. Rejsen til Sverige foregik herfra med færge til Malmø, hvor Länsstyrelsen og civilforsvaret tog over. Ved ankomsten til Sverige blev alle sat i karantæne på grund af den store smittefare. Der var i alt 23 karantænestationer, de fleste ved Malmø, med tilsammen 11. Ambulante klinikker, der primært var bemandet med danske og norske læger og sygeplejerske, der selv var flygtninge, tog sig af fangerne. For nogle af fangerne kom hjælpen for sent. Efter ankomsten til Sverige døde 110 personer. De fleste af disse var polske fanger. Ifølge det svenske Røde Kors blev i alt 15. Af dem var de 7. Fra Neuengamme blev 2. Returkørslen gennem Danmark var ekstatisk, og den 1945 stod Folke Bernadotte på slotsbalkonen i sammen med den norske kronprins. Den britiske diplomat , der under krigen var udstationeret i Stockholm, skrev: De svenske humanitære innsatsene under og etter krigen betydde mye for å fjerne den vanære landet hadde fått under de akrobatiske øvelsene i nøytralitetspolitikk Efter afslutningen af krigen havde aktionen med de hvide busser høj status — og med rette. Mange fanger blev reddet. Men efterhånden er der blevet stillet spørgsmål ved prioriteringen af de skandinaviske fanger. Debatten har foregået i både svenske og norske aviser. I et indlæg i den norske avis den skrev flere tidligere fanger kritisk om Ingrid Lomfors i et indlæg: På vegne av den svenske regjering utførte Folke Bernadotte og mannskapet på De hvite bussene Sveriges største humanitære aksjon under den 2. Svenske myndigheter bør snarest reise et monument over redningsaksjonen. Ingrid Lomfors bør be Sveriges Røde Kors, og spesielt mannskapene på De hvite bussene som var villige til å ofre livet i aksjonen, om unnskyldning , der selv var tidligere fange i Sachenhausen, var derimod positivt indstillet over, at de moralske dilemmaer fangerne oplevede, kom frem. I en kronik i Aftenposten den 2005 skrev han udførligt om, at de skandinaviske fanger i det store og hele ikke blev behandlet dårligst, og om skammen ved at være favoriseret. Han afsluttede sit indlæg med: Men det gjør godt å få det frem i dagens lys. En stor takk til Ingrid Lomfors som på en fin måte har fjernet en blind flekk ikke bare for våre svenske befriere, men også for oss som bisto dem i en vanskelig situasjon! Transporterne for SS er også blevet diskuteret. Oplevelsen af at blive hentet af det svenske Røde Kors i den tro at være reddet — for derefter at blive dumpet til lige så utålelige eller værre forhold — blev opfattet som et chok og et svigt af de fanger, der blev udsat for det. De svenske chauffører var stærkt påvirkede. Løjtnant skriver i sin dagbog: De sjuka och utmärglade fångarna bl a polacker, fransmän, belgare hade verkat fullkomligt apatiska och varit så magra att det rymdes ett femtiotal i varje buss, som normalt rymmer ca tio personer Min ställföreträdare Per återvänder från lägret i Torgau mycket nedstämd. Tre fångar hade dött under transporten och en slogs ihjäl med en bösskolv Om flere ville have overlevet, hvis de var blevet i Neuengamme, er svært at sige, da mange af fangerne fra lejrene blev placeret på skibe, der siden hen blev bombet og sænket af det britiske RAF. Uanset diskussionerne om aktionen med de hvide busser holdes mindet herom fortsat fast, ikke mindst i Norge. Her blev i grundlagt en Stiftelsen Hvite busser til Auschwitz, der ved at arrangere dokumentationsrejser til nogle af koncentrationslejrene har til hensigt at give især ungdommen viden om og. Stiftelsen driver også oplysende virksomhed for skoler og øvrige læreanstalter i Norge. I Danmark mindes aktionen specielt på Museum. Gennem denne lejr passerede langt størstedelen af de befriede fanger på vej videre mod nord. I museets faste udstilling fortælles historien om forholdene for de danske fanger i de samt om de hvide busser. År Tidspunkt Hændelser 1940 august De første norske politiske fanger deporteres til Tyskland 1942 oktober Johan Bernhard Hjorts familie civilinterneres i Tyskland og begynder at arbejde for fangerne 1943 september Den danske samlingsregering træder tilbage, og deportationerne af danske fanger til Tyskland begynder 1944 januar Niels Christian Ditleff får kontakt med kredsen i Gross Kreut februar Carl Hammerich besøger Sverige og har sit første af flere møder om de skandinaviske fanger med Niels Christian Ditleff 22. Fire danske chauffører og en sygeplejerske bliver lettere såret ved Friedrichsruh 20. I to kolonner fragtes hhv. I stället körde man vagnslaster av rockar, kappor, klänningar, underkläder och skor, som tillhört de i öster ihjälgasade, till Ravensbrück. Fångarna gick omkring som får försedda med kors för slakt. Dessa kors skulle försvåra flykten. Senare besparade man sig denna mera omständliga procedur och försåg kläderna med breda, vita kors av oljefärg.
Televerket Both 1975 Sør Trøndelag og Nord Trøndelag Telefonkatalogen del 9. Kart 1981 Norge Postadresser, postnummer, Sone-tall for Oslo. Likevel: Fanger fra mange forskjellige land ble reddet — hvor mange fra den visse død, er danske hvite sider north å si. Televerket Both 1984 Sør Trøndelag og Nord Trøndelag Telefonkatalog- 9. Den nye grunnloven fastsatte også at kongedømmet skulle gå i arv, avskaffet de lovgivende institusjonene i kongeriket, gjorde det tyske språket sidestilt med det tsjekkiske, og gjorde den katolske kirken til den eneste lovlige danske hvite sider innenfor det bøhmiske kongedømmet. Fra Neuengamme blev 2. For Sol var det maktpåliggende å uskadeliggjøre det protestantiske trusselen gjennom tvungen konvertering til og tilbakeføring av kirkelige eiendommer som hadde falt i protestantiske hender under reformasjonens dager. Det etter at Scaramucci blant annet kalte tidligere stabssjef Reince Priebus en «jævla paranoid schizofren» og at rådgiver Steve Bannon er en limbo «som forsøker å suge seg selv». I et forunderlig puslespill av svenske, danske og norske brikker lyktedes det i krigens siste kaotiske dager å hente nesten 17 300 mennesker ut fra nazistenes klør. Telegrafstyret Both 1958 Hedmark og Oppland Rikstelefonkatalogen del 3. Tidsbegrænsninger og regler gælder.
